Digteren er i forvejen kendt for flere tidligere digtsamlinger, sidst: Fire fra 1990. Nærværende bog består af 30 højtideligt henvendende (apostrofiske) digte, strukturelt indrammet i 10større afsnit. Alle disse digte har titler, er urimede og har et koncentreret billedsprog, der er opbygget af uforudsigelige og surrealistiske elementer. Læserne føres ind i et grotesk og utrygtunivers, hvor sanserne forvirres grundigt, og hvor man aldrig ved, hvilke billedhændelses- eller stemningskonstellationer, man kommer ud for. Det er, som om disse visioner forsøger at nedbrydetankens/den gængse opfattelses trældom og istedet vil fremkalde en slags drømmelogisk overvirkeligheds opfattelse. Hvis man leder, finder man også psykologiske arketypelignende billedreminicenser.Emnerne er livets og naturens årstider og landskaber, kærlighed, død og grænseløshed. Samlingen udstråler en stemning af alvorlig afmægtighed. Digteren har vilje til at fremmane billeder fraunderbevidsthedens dyb og ved nogetom drømmens og feberens skønhed og gru. Den håbefulde forfatter har skabt en digtsamling, som er ret krævende, medmindre man er i besiddelse af særligesurrealistiske dekoder-antenner.