Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Lola & spejlene


Beskrivelse


13-årige Lola møder en dragende og farlig vampyragtig dreng. Men hvorfor er han så dragende, og hvad er det med det mærkelige spejl nede ved kiosken?

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 26. sep. 2013

af

af

Elisabeth Bennetsen

d. 26. sep. 2013

3. del af serien om den 13-årige Lola, og som de øvrige en bog, der kan læses af eftertænksomme børn i alderen 12 til 16 år. Bøgerne skal læses i rækkefølge, og forsiden ligner resten af serien.

Det er en forfatter med rigtigt meget på hjerte, og det kommer frem i de store temaer, som den tager fat i: ungdomskultur, seksualitet, svigt, forelskelse og forfængelighed. Når det så er sat sammen i en indviklet fortælling med rigtigt mange personer og deraf følgende synsvinkelskift, bliver det en meget stor kop te. Så stor, at jeg måske tror, at mange læsere vil stoppe, inden den er drukket. Lola og flere veninder bliver betaget af en vampyragtig og voldelig ung fyr. Samtidig har en verdensomspændende koncern fokus på unge i hendes omgangskreds. Et underligt spejl viser, hvordan man kan komme til at tage sig ud, og to søstre får gratis makeovers og smart tøj. Samtidig har Maria fra Gangsta Gals gang i sit eget personlige hævntogt, og samtidig har geniet Vik, som fungerer som forfatterens moralske talerør, travlt med at forske i seksualitetens mange udtryksformer. Det hele fortælles grundigt og filosofisk med megen slang, afrikanske og engelske udtryk. Efter mange forviklinger ender bogen som den skal: godt, men jeg kan ikke helt afgøre om der er en fjerde bog på vej.

Bente Clods Pixi perfekt (2012/45) beskæftiger sig lidt med emnet skønhedsoperationer og identitet.

En velmenende bog med en sympatisk hovedperson og indviklet handling med mange sidetråde, som næsten hver især kunne have båret sin egen historie.