Musik / rock

Love this giant


Anmeldelser (5)


Gaffa [online]

d. 10. sep. 2012

af

af

Pelle Sonne Lohmann

d. 10. sep. 2012

"Clark og Byrne foretrækker hver for sig at gribe tingene anderledes an, og det samme gør sig gældende, når pjalterne er slået sammen som hér - således styrer duoen let og elegant uden om dominerende guitarfigurer og basgange. I stedet udgøres albummets kreative kraftcenter og altoverskyggende omdrejningspunkt fra ende til anden af en fyldig og mangefacetteret blæsersektion, der lige til stregen forstår at give hovedrollernes stærke stemmer behørigt og voldsomt medrivende modspil".


Berlingske tidende

d. 25. okt. 2012

af

af

Michael Charles Gaunt

d. 25. okt. 2012

"Det starter skæppeskønt med nummeret »Who«, der lægger for med et rytmisk boblende hornarrangement, tungt svunget beat og Byrnes højspændte vokal i lystig svingom med St. Vincents uforudsigelige fraser. De rytmiske messingblæsere går igen på hele pladen og er med til at give denne kunstfærdige popmusik et uniformt udtryk, der rammer fællesmængden mellem Byrne og St. Vincent fint. Desværre bliver blæserne og de trægt lydende trommeprogrammeringer også lettere udmattende at høre på over et helt album".


Jyllands-posten

d. 10. sep. 2012

af

af

Peter Schollert

d. 10. sep. 2012

"Annie Clark har dygtigt skabt sin egen karriere. Derfor kan Byrne ikke bare koste rundt med hende. Tværtimod virker det, som om hun har fået ham til at tage sig sammen. Han synger rigtigt godt. Det gør hun også, mens de ambitiøse arrangementer skvulper idérigt løs et sted mellem kunst og underholdning. Der er gode grooves, særprægede konstruktioner undervejs og et kavaleri af blæsere, der nogle gange fylder lidt for meget. Det ændrer ikke ved, at Byrne og Clark er et match, der giver god mening".


Weekendavisen

d. 5. okt. 2012

af

af

Per Reinholdt Nielsen

d. 5. okt. 2012

"Albummet er konstrueret over et stramt dogme - funky rytmer, blæsere og et fint sunget dialog mellem St. Vincent og David Byrnes særegne balancegang mellem vid og vanvid, mol og morsom. Der er flere gode enkeltstående passager, men sangene bliver pustet i stykker af de pumpende, skubbende og boblende blæsere, og de to hovedpersoner får sjældent spændt en god melodi for dette ellers livlige afsæt".


Information

d. 26. sep. 2012

af

af

Ralf Christensen

d. 26. sep. 2012

"Byrne og Vincent har komponeret 10 af de 12 numre sammen, og selvom især Byrne er umiskendelig Byrne, så er det tydeligt at de begge leder efter nogle nye vokale ståsteder her. Og det er bestemt ikke kedeligt. F. eks. på de fremragende numre som »Lazarus«, »The Forest Awakes«, »The One Who Broke Your Heart« og »Dinner For Two« ( hvor Byrne synger højt og smukt i registret). Men der er alligevel noget stivbenet og ufuldendt over hele menageriet, en fornemmelse af at flere kompositioner spænder ben for sangerne - der så selv har komponeret disse benspænd".