Bogen henvender sig til de 11-14-årige drenge og piger der kan lide gode ungdomsbøger med kærlighed og kriser. Det er en fordel at have læst den første bog om Christoffer, Sommerens loverboy. Men det er bestemt ikke et krav for at nyde denne bog. Desværre signalerer dens forside, ligesom etteren, mere pigebog end nødvendigt, for det er afgjort en bog, som drenge kan få noget ud af.
Handlingen fortsætter, hvor den første bog slap. Klassen er kommet hjem efter lejrturen, men det går ikke godt. Ynglingslærerne Lisa og Jørgen, der kærestede lidt i etteren, er gået fra hinanden. Lisa har det så dårligt, at hun ikke kommer til undervisningen mere, og klassen har fået en frygtelig vikar. Noget må gøres, og man planlægger en stor skolefest, der skal føre de to lærere sammen igen. Men Christoffers hyperaktive lillebror har endnu en gang en rolle at spille, med muntert kaos til følge. Det er alt i alt en god, letlæst og særdeles morsom efterfølger Nadia Kadi her har fået skruet sammen.
Det er en rigtig god efterfølger til forfatterens debut, som det klart kan anbefales man læser først. Ligner ungdomsbøger som Dennis Jürgensens Kærlighed ved første hik.
Hen imod slutningen af denne bog, havde jeg både ondt i maven og tårer i øjnene af grin, jeg vil varmt anbefale den.