Enestående erindringsmosaik med et historisk og kulturelt omdrejningspunkt i en palæstinensisk landsby, der ikke findes længere. Den er en af de mere end 430 landsbyer, som i 1948 blev ofret i, hvad man kan se som en etnisk udrensning, da staten Israel blev oprettet. Forfatteren, der er født 1951 af forældre netop fra landsbyen Lubya i en flygtningelejr i Libanon, er fra 1986 bosat i Danmark og har en ph.d. i engelsk litteratur fra Københavns Universitet. Han er dygtigt dykket ned i arkiver og kildemateriale og kæder dette historiske materiale sammen med mange samtaler og interviews med indbyggere fra Lubya. Det er erindringer om en landsby, der i høj grad stadig lever, som en historisk virkelighed som et tab, men som også stadig er basis for tidligere bysbørns og efterkommeres kulturelle identitet. De tidligere landsbybeboere fortæller om livet som flygtninge, om livet i eksil, og i et afsnit om fremtiden om håbet om igen en dag at kunne vende hjem til Lubya. Afsnittet om fremtiden starter med et citat af Gandhi, der bevægende fortæller om at huske sine rødder: "Jeg vil tillade alle vinde at blæse gennem mit hus, men jeg vil aldrig tillade vindene at rykke mig op fra mine rødder". Aktuel og tankevækkende bog, der også er et anderledes indlæg i en aktuel debat om den israelsk/palæstinensiske konflikt.