Amerikansk tv-serie fra 2011 om livet blandt en række spillefugle og hesteejere på en væddeløbsbane i Californien. Målgruppen er dem, der kan lide personlige dramaer i tv-serie formatet, hvor man kommer ind under huden på hovedpersonerne, og det ikke betyder så meget, at handlingen skrider roligt frem uden den vilde action. Da der i sagens natur er mange heste med i serien, vil den også være et oplagt bekendtskab for alle hesteglade piger og drenge, men man skal nok være 13-14 år for også at fange intrigerne.
Første sæsons 9 afsnit af ca. 50 minutters varighed om livet på og omkring en hestevæddeløbsbane i Californien. Vi følger en række mere eller mindre forhutlede småspillere, der drømmer om den store gevinst, samt hesteejerne og de gangstere der ønsker at overtage væddeløbsbanen. Det er ikke en serie, der starter med brask og bram, og med mindre man er meget glad for heste, er der en risiko for, at man ikke når at blive fanget ind af de forskellige intriger. Men når man først er kommet godt i gang, vinder den imidlertid og man begynder at fatte sympati for alle de skæve figurer.
En anden dramaserie hvor målgruppen er nogenlunde den samme er Mad men, 2007-?, men denne series dybde og visuelle overlegenhed opnås ikke med Luck.
Dramaserie der qua sin fundering i (heste)sportsverdenen vil være et fint supplement til alle de mange krimiserier, der findes og derfor vil tiltrække nogle lidt andre brugere. Er materialekontoen til det, kan man med fordel indlemme serien i sin samling.