A.A. ønsker at se L.H. som eksponent for sin epoke, der i indledningen defineres som brydningstiden mellem borgerlig kapitalisme og feudalismen. Og L.H. er, siger A.A., et langt stykke ad vejen borgerskabets mand, han støtter det ideologisk og støtter sig selv til det. På den anden side er han imidlertid svoren tilhænger af enevælden og den bestående orden. Anden del inddrager også L.H.'s videnskabelige arbejder i analysen af hans samfundssyn. Tredie del behandler så komedierne: "Ulysses", "Erasmus", "Det lykkelige skibbrud", "Jeppe", der læst på indledningskapitlernes baggrund viser sig som studier i "spil mellem magtfuldhed og afmagt, hvor roller og sympati går på tværs af de samfunds- og familiemæssige konventioner og normer" - det er her, L.H.'s "farlighed som komediedigter lå. - Og stadig ligger!" Komedierne er manipulationsmaskiner (A.A. foreslår en opførelsespraksis, der lægger dette blot), og manipulationerne skal "tjene egeninteressen, give fordel, personlig vinding ogfortjeneste". "Jeppe" fremtræder i sin kompleksitet som både forsvar for og angreb på absolutismen - og dermed som en advarsel til storborgerskabet: overdriv ikke magtdemonstrationerne! - I udtalelsen til Kruuses "En poetisk kriger", 1978, fandt jeg ikke plads til et ønske om, at den måtte få et materialistisk funderet modstykke. A.A.'s bog er ikke hele svaret på mit ønske - men den kan udfylde pladsen fortrinligt indtil videre. Litt.hvs. Noter.
