Peter Ronild hører til den type af forfattere, der bliver ved og bliver ved at gennemspille og analysere de samme temaer. Hans emnevalg er megel snævert, og siden romanen Kroppene er der egentlig ikke føjet noget væsentligt nyt til forfatterskabet, men til gengæld har han siden eksperimenteret en del med de formelle udtryksmuligheder. Hans verden er den fysiske virkelighed, alt hvad han kan lugte, se og føle med sine sanser, der er utrolig fintmærkende. Men styrken hos Ronild er, at hans realistiske metode hele tiden brydes af erindringer og fantasier, der glider over i det drømmeagtige og surrealistiske. Luftpianoet, der består af fem noveller om en person ved navn Johnny. De fire første historier giver måske ikke noget nyt signalemnet, men den sidste, Boksning for én person, demonstrerer med hvilken omhu og præcision Ronild arbejder. I 1966 kom novellen som fjernsynsspil. I en noget strammet udgave kom det som novelle i 1969 i Gyldendals Magasin, 1. Her er historien blevetstrammet yderligere, presset for alt overflødigt, ren og stærk. Ronild er en meget alvorlig kunstner.