Thomas er lærer, nyskilt, men egentlig med fod på tilværelsen. Han er lidt uenig med nogle kolleger om pædagogikken, og en banal sag om holdningen til projektarbejde kører op i en konflikt, hvor han presses til at sygemelde sig for at få ro på gemytterne. Dermed er han blevet placeret i et kafkask univers, der starter uskyldigt med tilbud om kurser og psykologhjælp, men ender i et terapeutisk mareridt, hvor han er totalt i magten på behandlersamfundet. Frøslev skildrer flot og med megen overbevisende ironi de groteske konsekvenser af at gøre mennesker til sager i behandlingsmiljøer, der efterhånden kører af og for sig selv. Til at hjælpe Thomas igennem umyndiggørelsen har han natlige samtalepartnere: Thomas Moore, Søren Kierkegaard, H.C. Andersen og Holberg, der anbefaler ham at skrive sin historie for at komme ud af den. Frøslev trækker bevidst og elegant fra arven fra d'herrer, og også Scherfig rinder en i hu, når man læser et af de bedste stykker dansk samfundssatirer, jeg har set i mange år.