Udforskningen og besejlingen af Nordøstgrønland er fyldt med drama. Ligeledes historien om fangstmænd og -stationer på kysten. I 1923 skulle M/S Teddy bringe forsyninger og nyt mandskab frem. Skibet løb hurtigt ind i vanskeligheder, og efter forgæves forsøg på at nå til åbent vand blev det skruet ned af isen. Besætningen etablerede sig på en isflage. Efter knap en måned kom de i land på en lille ø, en uges tid senere fik de kontakt med lokale fangere og nåede efterhånden til Ammassalik hvor de overvintrede. Historien rummer endnu et drama: kaptajnen opgav at lede redningsaktionen som blev lagt i hænderne på Louis Rostock-Jensen. Det er hans dagbog vi læser her, fra den dag skibet forlader København til de 21 mand er velbeholdne fremme i Ammassalik. Frisk og forbavsende nutidigt er den skrevet, illustreret med kortskitser og s/h fotografier af forfatteren. I et efterord fortæller Janni Andreassen om de ydre rammer og betingelserne for den skæbnesvangre sejlads og ganske kort om fangstmandsperioden som man kan læse mere om hos Birthe Lauritsen og Peter Schmidt Mikkelsen i henholdsvis Fangstmandsliv, 1984 og Nordøstgrønland 1908-60 : fangstmandsperioden, 1994.