Fremragende roman, af Ole Frøstrup, som har skrevet en masse bøger for unge og børn, og flere romaner for voksne, senest Skygger i natten, 2001. En roman der skidrer livet under besættelsen, set fra drengen Wolles synsvinkel. Han bor sammen med familien i Stålstræde i Odense, hvor et væld af egenartede personer færdes, blandt andet Erik, smedelærlingen, som er den anden hovedperson. Mens Wolle bliver i Odense, flytter Erik på grund af problemer med den drikfældige fader til Jylland sammen med moderen, og her kommer han i lære som smed, og begynder at deltage i modstandsarbejde med fatale konsekvenser. En fint sanset fortælling om en svær tid, fortalt med humor og varme, og med en indsigt i det lokale miljø, som må være selvoplevet. Odense bliver malet frem, med alle detaljer, her er pianoforhandleren, her er den jødiske familie, her er arbejdskammeraterne, her er das i gården, her er den tyskervenlige, her er den skrappe lærer, her er rationeringen, her er de voldsomme begivenheder i den sidste del af krigen. Alt sammen fortalt fra Wolles synsvinkel, en dreng der tænker meget over begivenhederne, uden rigtigt at fatte dem. Troskyldig som han er, kan han undre sig over begivenhederne, og forfatteren kan bruge ham som personen der sætter tingene i relief. En dejlig bog, og et flot portræt af Danmark under besættelsen, hvor meget forandres, og alt er under forvandling.