Film / fiktion til børn / tv-udsendelse

Macbeth


Beskrivelse


Joe Macbeth er en fremragende kok, der er respekteret af sit personale. Men det irriterer ham, at restaurantens ejer Duncan altid stjæler rampelyset og tager æren for Joes arbejde. Opildnet af sin insisterende hustru myrder han Duncan med en køkkenkniv.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. jan. 2009

af

af

Ulrich Breuning

d. 13. jan. 2009

Filmen åbner på en losseplads, hvor tre skraldemænd taler om køkkenkrigerne og de tapre kokke, hvorefter der bøvses. Bortset fra sidste opstød er det de selv samme sager, der er på tale i Shakespeares Macbeth. Hos digteren er det dog tre hekse, der udtaler sig om fremtiden! Den talentfulde BBC-serie Shakespeare genfortalt har henlagt bardens tragedie til en trestjernet restaurant og er en lækkerbisken for alle elskere af Shakespeare. Men filmen kan såmænd også - og det er jo seriens bærende idé - nydes som et moderne engelsk stykke tv-dramatik.

Joe Macbeth er en fremragende kok, der er respekteret af sit personale. Men det irriterer ham, at restaurantens ejer Duncan altid stjæler rampelyset og tager æren for Joes arbejde. Opildnet af sin insisterende hustru myrder han Duncan med en køkkenkniv, og magten er hans. Men et mord fører til flere mord og slet ikke til lykken.

Det er Shakespeare moderne, men i lige så høj grad en original, dugfrisk djævelsk thriller i et eksotisk miljø, hvor de unge, rige og smukke ubesværet spiser delikatesser med selve Fanden til bords. Egentlig kunne Alfred Hitchcock have sammensat menuen!.

Der tales om mad og respekt for selv et grisehoved, men det er Shakespeares rytme og intriger, der er sat i spil i en forbløffende vellykket film, der hermed varmt anbefales. Heksenes spådom om skoven, der vandrer, i skuespillet Macbeth, er i denne version blevet til skraldemændenes fnisen om en gris, der flyver. Se selv, hvordan det går for sig!.