De 3 forfattere har brugt mere end 2 år på bogen og har interviewet flere hundrede personer i ind- og udland. Et stort skriftligt materiale og tv-udsendelser er også inddraget i den hensigt mere dybtgående at kunne portrættere Mærsk på både godt og ondt. Det lykkes kun delvist. Selvom dele af familien, tidligere og nuværende bestyrelsesmedlemmer, medarbejdere m.v. medvirker har andre dele ikke ønsket eller er blevet bedt om ikke at medvirke. Deres bidrag kunne selvsagt have nuanceret og styrket bogens dokumentationsværdi. På trods af dette er det alligevel lykkedes at give et fyldigt portræt, og i flere henseender er nye og hidtil ukendte oplysninger fremkommet, som er med til at give et både spændende og alsidigt billede af landets største erhvervsfigur. Bogen er kronologisk opbygget og trækker tråde tilbage til 1800-tallet hvor Mærsk's oldefar Hans Peter Petersen Møller fra Rømø arbejdede for rederiet Chr. Broberg. Bogen giver et spændende indblik i Mærsk's personlighed og afdækker flere af de storme rederiet igennem årene har været ude i. Mærsk-koncernen er generelt velbeskrevet. Om Mærsk udkom i 2003 6. udg. af Jan Cortzens Myten Møller, 1993. Den er i sit udgangspunkt mere positivt indstillet end nærværende biografi.