Medrivende fortalt billedbog til børn i alderen 4-7 år om det at dømme andre på udseende og sprede rygter og om, hvor galt det så kan gå.
Forfatter Ursel Scheffler har tidligere udgivet en del billedbøger på dansk bl.a. bøgerne om bjørnen Banjo. Illustrator Jutta Timm er også præsenteret i en del billedbøger på dansk og de to har udgivet flere billedbøger sammen bl.a. Mor, jeg keder mig!. I denne nye titel hører vi om manden, de kalder Tomattud, fordi han har en meget iøjnefaldende rød næse, og fordi ingen rigtig kan sige hans svære navn. Så han hedder bare Tomattud, og han lever et stille og fredeligt liv i den lille by. Men en dag synes nogle børn, at han opfører sig mistænkeligt, og så går rygterne pludselig gennem hele byen, og manden må flygte ud af byen og leve i skjul og ensomhed. Forsiden viser et udsnit af den lille by, hvor Tomattud kommer gående på gaden. På bagsiden fortælles kort om indhold, og nederst står en lille morale eller budskab fra forfatteren.
En fin og flydende fortalt historie til højtlæsning for børn mellem 4-7 år om ikke at dømme folk på deres udseende, at rygter hurtigt kan løbe løbsk. En fjer bliver her lynhurtigt til 10 høns. Helsides og mindre illustrationer fortæller fint med på historien i varme og dæmpede farver.
I Madonnas billedbog Mr. Peabodys æbler er det den populære baseball-træner, der mistænkes for at stjæle et æble, og så løber rygterne rundt i hele byen.