Hans Edvard Nørregård-Nielsen, direktør for Ny Carlsbergfondet, har skrevet en erindringsbog præget af en underfundig humor og en evne til at lade detaljer belyse større sammenhænge. Han er født i små kår i Sdr. Nissum i Vestylland i 1945, og der stilles i bogen skarpt på livet i en bondekultur som det formede sig i 50'erne. En verden der i dag, med radikalt ændrede livsvilkår efter vandringen fra land til by, synes lysår borte. En kærlig beskrivelse af små og store begivenheder i drengens univers centreret om familiemedlemmer og folk på egnen, levendegør denne verden. Forfatteren kan huske og formår at formidle stemninger og vilkår. I 1958 får han mulighed for at bryde op fra hjemstavnen, da han optages på Det kongelige Opfostringshus i Hellebæk, hvor en ny verden åbner sig. Kirsten Kleins sort-hvide landskabsfotos passer godt til bogens lavmælte tone.