En slags pendant til Enanders bog fra 1986, Skøn og frisk, hvor det var kvinden der var i fokus. Her gælder det mandens pleje og velvære. Hud, hår, krop, hænder, fødder, dufte og udseende er nogle af overskrifterne. Hvert enkelt emne er opdelt i tre, hvor man i Basis får de grundlæggende facts om for eksempel hudpleje, Ekstra går lidt videre med flere oplysninger og flere gode råd, og Maksimalt går hele vejen, og man gelejdes igennem et optimalt program, for den der har tid og penge. I hvert afsnit bliver der også givet en række faktuelle oplysninger, som f.eks. at den hud der omgiver vores krop vejer ca. 3 kilo og måler ca. 2 kvadratmeter og at det tager en hudcelle 27 dage om at danne sig. Fascinerende. Hele konceptet går ud på at få en flottere krop, at få en bedre personlig hygiejne, og dermed få en bedre udstråling og et bedre udseende. I mandebladene er dette emne altid god for en artikel, men dette er den første bog der henvender sig direkte til mænd, og med sit smukke layout og sine gode, snusfornuftige råd, er det en bog der med fordel kan bruges af alle mænd, unge som gamle.