Som en herlig og overraskende begivenhed kommer denne samling nyskrevne (bortset fra Mariehønen..) og nyill. rimede vers fra de to efterhånden ældre mestre i faget. De har fundet tid, lyst og fantasi til en fortsættelse af deres helt unikke samarbejde til gavn og glæde for små og store fans. Halfdan, der i årevis har sat standarden for børnerim og vrøvlevers, fortsætter her med nye, skæve indfald og vers fyldt med sjove ord og absurde, overraskende hændelser på rim. Versene er meget forskellige og spænder fra det poetiske, over fine naturoplevelser til spøjse og ind imellem karske indfald. Enkelte vers virker velkendte og går straks ind på lystavlen, mens andre kræver længere tilvænning, men ingen tvivl om at her er nye klassikere iblandt. Ib Spang Olsens uundværlige, løsslupne streger og velafstemte farver tolker fantasifuldt og forstærker tekstens ånd og stil. Ill. rammer flot den helt specielle sprogtone og tekstens elementer af humor og poesi, der som al god kunst også rummer en god portion alvor bag de sjove, ofte absurde hændelser. En herlig gave fra et dansk makkerpar i absolut særklasse til sprog-, fantasi- og latterstimulerende læsning fra 3/4 år og ubegrænset opefter.