Billedbog om at savne og finde en at holde af. Brugbar til en snak om identitet, ensomhed og kærlighed. Fra 4-6 år.
Marsvinet Marvin føler sig ensom og er misundelig på de andre dyr, der alle har nogen at holde af. Han forsøger på alle tænkelige måder at ændre sig, så han passer sammen med de andre dyr, men det falder alt sammen til jorden. Da Marvin til sidst giver op, kommer kærligheden uventet i form af marsvinet Marie, der flytter ind hos Marvin. Historien er sød og ligetil. Sproget er kantet og ikke altid lige mundret, ligesom det nogle steder er lidt gammeldags. Illustrationerne er runde, søde og holdt i bløde farver med en overvægt af rødlige nuancer. Det passer godt til bogens tema, men det signalerer også pigebog uden dog at være det. Forsiden viser Marvin holdende et hjerte i hænderne. Bagsiden formidler fint bogens indhold. Dette er det tyske søskendepars første udgivelse, og den er oversat til flere sprog. Illustrator har illustreret flere billedbøger i sit hjemland.
At være ensom og lede efter kærligheden er et tema, der går igen i flere billedbøger fx Johannes Jensen og kærligheden, 2009 som er mere underspillet og humoristisk end denne.
Brugbar og sød billedbog om et ensomt marsvin, der forsøger at lave sig selv om for at finde kærligheden. Teksten ligger ikke altid lige godt i munden, men temaet er eviggyldigt, og forside/bagside skal nok formidle bogen.