Massernes indtog i historien er af flere betegnet som et af de typiske træk ved vores tidsalder, og ikke mindst den tidligere Nobelprismodtager Elias Canetti og hans betragtninger om massen og dens betydning i historien har gjort begrebet kendt. En lang række andre filosoffer, samfundsforskere m.v. har igennem tiderne beskæftiget sig med emnet, og i nærværende kulturkritiske essay filosoferer den tyske filosofiprofessor Peter Sloterdijk om begrebet set i relation til bl.a. vores nuværende kultur. Massen har ændret sig i takt med samfundets udvikling. Hvor der tidligere var tale om en fysisk forsamlet masse er det i dag i høj grad en isoleret masse - foran fjernsynet, som tilskuer til den ugentlige fodboldkamp etc. Den postmoderne masse er en masse uden potentiale, som Sloterdijk siger. Essayet, som er skrevet på baggrund af et foredrag holdt i München i 1999, kræver noget af sin læser for at få det fulde udbytte og er primært rettet mod fagfolk. Det er forsynet med et glimrende og fyldigt forord ved Steen Nepper Larsen.