Denne roman, forfatterens 2., har mere karakter af psykologisk thriller end Papegøjejagt fra 82, der havde flere af krimi'ens mønstre. I Maya har firetyveårige Max ladt den kedelige danskehverdag bag sig og er draget til Paris med sin malerkasse. Her møder han den unge, smukke og fængslende Maya med den mangesidede livserfaring. Sammen med hende hvirvles Max ind i lurvede ogkriminelle kredse, hvor end ikke Maya er verdensdame nok til at have gennemskuet alt. Fra at være en temmelig sagtmodig dreng følger læseren nu Max' forvandling til »hævneren med de kolde øjne«,for hvem livets mening kun en gengældelse. Denne historie har ingen konventionel »whodunnit«-spænding, dens fascination ligger i de psykologiske spændinger figurerne imellem, hvor især Max errimeligt nuanceret skildret. Maya når man aldrig helt ind til, og de »rigtige« skurke længere nede på rollelisten udfylder kun lige den nødvendige skabelon. Bogens største kvalitet ligger i destemningsmættede miljøskildringer,handlingen flytter sig mellem Europas storbyer og Nordafrikas solsvedne byer og ørkner og bazarernes skumle gyder. Atmosfæren bringer tanken hen på Antonioni'sfilm »Profession Reporter«, meningsløsheden lurer til enhver tid lige om hjørnet. Fortsætter Mich Vraa som han er startet, er der grund til at se frem til noget interessant.