Norske Anne Holts 4. roman på dansk. I Mea culpa forlader hun krimigenren og har i stedet skrevet en bevægende, foruroligende og stramt disponeret roman om kærlighed mellem kvinder. Den 28-årige Synne falder pladask for den noget ældre Rebecca med koreanske aner. Begæret bliver til stor lidenskab, og de to kvinder indleder et problematisk forhold, der yderligere vanskeliggøres af, at Rebbeca er gift og har 4 børn. De to kvinders familier gør ikke just forholdet nemmere, men der er intet i bogen, der gør den mindre troværdig i Danmark end i Norge. Bogen springer i både tid og sted, og i godt hvert andet kapitel befinder Synne sig på Mauritius, 7 år senere, alene, i en blanding af selvvalgt eksil og på flugt. Vi fornemmer, at et eller andet er gået grueligt galt. Den tragiske forklaring får vi sidst i bogen, men den mildnes af Synnes stigende indsigt i begrebet skyld og selvbebrejdelse via en fantastisk historie, som hendes sorte hushjælp på Mauritius betror hende. Det er en stærk og velskrevet fortælling, hvor Holt har gjort et af krimiernes tilbagevendende sidemotiver, lesbisk kærlighed, til sin hovedhandling. Forholdet er beskrevet med stor indfølingsevne og solidaritet og med en varme i beskrivelsen af Synne, der fænger og fascinerer.