Johannes Sløk er en af de mest betydningsfulde teologer i moderne tid. Her giver hans nære ven et personligt og indsigtsfuldt portræt af ham som menneske og teolog; for både læg og lærd, som interesserer sig for teologi og idéhistorie.
Kjeld Holm (f. 1945), tidligere biskop, fortæller om teologen Johannes Sløk (1916-2001), en karismatisk og modsigelsesfyldt personlighed, der har haft uvurderlig betydning for moderne kristendomsforståelse. Han fortæller om Sløks teologi i sammenhæng med eksistensen, om tvivlen, splittelsen og det absurde, men også om tilgivelsens nødvendighed og forholdet mellem kristendom og humanisme. Samtidig er det et portræt af vennen Sløk, som ofte var dobbelttydig og ironisk, plaget af sygdomme og depressioner, men i det nære venskab viste omsorg, overskud og lod maskerne falde.
En usædvanlig god og anskuelig fremstilling af kristendommen i det moderne og omvendt. Kjeld Holms formidling af Sløks teologi er glimrende, og bogen er derfor både for fagfolk inden for teologi og idéhistorie og for lægfolk med interesse for filosofi og kristendom. Fin bagsidetekst.
Bogen udkom 2007 og er nu revideret, fx er forordet skrevet om, og der er tilføjet en epilog, alt sammen væsentlige ændringer. Den nye bagsidetekst er bedre, og bogens undertitel mere præcis. Der er flere udmærkede monografier om Sløk, men Kjeld Holm skaber en sammenhæng mellem person og teologi, som gør det ellers svært tilgængelige tankegods mere forståeligt.