Max Bæhring var formand for Dansk Metal i årene fra 1991 til 2003. Journalisten Malin Lindgren skriver om den indflydelsesrige fagforeningsformand på baggrund af omfattende interviews med ham, og bogen fremstår som lange redigerede citater fra samtalerne. Vi får lidt at vide om Max Bæhrings familiemæssige baggrund, men hovedvægten ligger på det faglige og det politiske. Bæhring har arbejdet meget for at modernisere Dansk Metal, og via CO-Metal har han fastholdt forbundets centrale placering ved overenskomstforhandlingerne. Han har stor forståelse for arbejdsgivernes situation, og blandt mærkesagerne har været uddannelse af medlemmerne og støtte til forskning der kunne skabe et nyt grundlag for virksomhederne. Med den tætte forbindelse til Socialdemokratiets top kan han bidrage med nye aspekter af det langvarige opgør i partiet. Det er dog generelt en meget venlig bog, der ikke forholder sig kritisk til den portrætterede, ligesom Max Bæhring selv nødigt taler dårligt om fagforeningsfolk og politikere han har mødt. Det begrænser underholdningsværdien for læsere uden for målgruppen, der er læsere med interesse for fagforeningspolitik og arbejdsmarkedsforhold. Indsat i bogen er der en billedsektion med sort-hvide fotos af hovedpersonen. Lillian Knudsen, en anden af fagbevægelsens topfolk, er portrætteret i Den sidste klassekamp, 2004, der er noget bredere i sit sigte.