Hofstadter, der er professor i kognitionsforskning og datalogi ved Indiana University i USA, havde i en årrække sin egen klumme i tidsskriftet Scientific American, hvor han fik adgang til at udfolde sit mangesidige talent. Det er artikler her fra, der er grundlaget for denne række af filosofiske og underholdende essays om så forskellige emner som: kunstig intelligens, kreativitetens væsen, musikvidenskab (om strukturer i Chopins etuder) og computermodeller og tænkning. Hofstadter har en forkærlighed for paradokser og ordspil. Især i essay'et om selvrefererende sætninger (lad være med at læse det der står i parentes) stiller det oversætteren på nogle vanskelige prøver, der imidlertid løses fint af Ole Lindegård Henriksen. Selv om Hofstadter skriver veloplagt og underholdende og styrer uden om egentlig fagjargon, er han immerweg krævende at følge. Bogen hører således til i den sværere ende af den populærvidenskabelige litteratur, og dens målgruppe vil især være blandtlæseremedinteresse for kognitiv psykologi og kunstig intelligensforskning.