Forfatteren er journalist og debuterer som romanforfatter med denne bog, der er en blanding af en sædeskildring og en retssalsroman. En New York-journalist falder for Savannahs charme og tilbringer mere og mere tid der for at samle stof til en bog. Han følger med i byens liv og følger på tætteste hold en sag, hvor en stenrig antikvitetshandler er sigtet for drab på sin unge samlever. Berendt skriver knusende godt og flot og får Savannah til at fremstå så levende og indbydende, at jeg har lyst til at bruge hele honoraret for denne udtalelse på en måneds ferie derovre! Kompositionen er derimod for løs - en mærkelig blanding af journalistens oplevelser i omgangskredsen, der er fyldt med underlige eksistenser med tilhørende historier, og lange journalistisk refererende afsnit af især retssagerne og borgerskabets reaktioner. Retssagen, der ankes og genoptages i alt 4 gange er nok kuriøs, men ikke fængende nok til at gøre bogen til en thriller. Til gengæld er beskrivelserne af vennerne af et karat, der bygger direkte bro fra Georgias varme til Jørgen Riels Nordøstgrønland. Selv om bogen er svær at rubricere, er den absolut værd at læse.