Bogens undertitel er "Johannes Sløks religionsfilosofi", hvilket dækker dens indhold bedre end selve titlen, der vist siger mere om Sløk som person. Han var den yngste af de store Århus-teologer (omfattede bl.a. K. E. Løgstrup) som styrede den teologiske debat gennem det 20. århundrede. Bogen indeholder fire indlæg af førende akademikere på deres felter (teologi, idehistorie og filosofi) heriblandt offentligt kendte som biskop Kjeld Holm og filosofiprofessor Peter Kemp. Flere af disse har modtaget undervisning af Sløk. De beskriver alle fra hver sin faglige synsvinkel, hvordan Sløks gudsopfattelse forandrer sig i løbet af hans forfatterskab, fra en eksistentialistisk tilgang, via en lingvistisk til en narrativ ditto. Bortset fra Holms artikel i starten er de øvrige skrevet i et akademisk sprog med en stærk sans for detaljer, som mest er af interesse for teologiske kolleger med særlig interesse i Sløk og hans forfatterskab. Men Sløk har haft stor betydning for dansk teologisk tænkning i sidste fjerdedel af det 20. århundrede. Målgruppen er derfor primært fagfolk og læsere med særlig interesse i emnet. Forord, efter hver artikel en litteraturliste (da., eng.), kort om forfatterne.