Selvbiografisk bog af Souha Al-Mersal, hvor hun kalder til brun kvindekamp, så små brune piger ikke længere skal fødes ind i et samfund, der begrænser dem så meget. For voksne læsere, der interesserer sig for integration og ligestilling.
Souha Al-Mersal fødte en dødfødt datter, og det var forbundet med stor skam og skyld. I hendes families øjne slog hun ikke til som kvinde, fordi det var sket. Dette blev startskuddet til, at forfatteren kiggede på sit liv med helt andre øjne: Hvordan kan det være, at hun som pige med etniske rødder i Mellemøsten skal styres så hårdt af sin familie? Hvordan kan det være, at skam fylder så utroligt meget, og at piger bliver hæmmede i at leve som de selv ønsker? Bogen tager udgangspunkt i Souhas egen modige historie og sætter fokus på den skam og den uretfærdighed brune piger oplever - alene fordi de er piger.
Velskrevet og vigtig bog, som nærmest læser sig selv. Bogen er utrolig vigtig at læse for andre unge piger med anden etnisk baggrund, og etniske danskere kan i den grad også få meget viden ud af at læse den. Det personlige bliver brugt som en god ramme og bliver aldrig for privat.
De små oprør sætter fokus netop på de små opgør som etniske minoritetspiger bliver nødt til at gøre, hvis de vil opnå mere frihed.