For nyligt udkom Sådan bliver du ridder. I den anledning fandt jeg 17 titler om emnet fra de seneste 10 år, så denne må være mindst titel nr. 19. Målgruppen er nogenlunde den samme: fra ca. 10 år (3.-4. klasse). Den foreliggende bog henvender sig til den yngste del af målgruppen. Lay-outet har et billedbogsagtigt udseende, men indholdet er stort set det samme som tidligere titler. Der er opslag om forskellige sider af borganlæggene, sider om hvordan man voksede i graderne for at ende som ridder, afsnit om ridderens arbejde og udstyr og om dagliglivet på borgene. Riddervæsenet havde jo sin oprindelse og tyngde i Frankrig, England og Tyskland. Danmark befandt sig i fænomenets udkant. Denne bog føles dog lidt mere relevant for danske forhold end mange af de andre ridderbøger, måske fordi den ikke er skrevet i England, men i Tyskland. Illustrationerne er store tegninger af karakteristiske situationer. Hvert kapitel er skrevet i sammenhængende tekst uden de sædvanlige mange faktabokse. Der er ingen ordforklaringer, registre eller materialelister, kun en indholdsfortegnelse. Teksten er ikke udpræget nem at læse. Der er mange svære ord, som kræver en forklaring. Bogen egner sig til oplæsning allerede fra ca. 8 år og til selvstændig læsning fra ca. 10 år.