Min grå maske kan ikke tale

Louise bliver uventet gravid med sin kæreste Philip, og de glæder sig utrolig meget. Men 12-ugers scanningen viser for lidt fostervand, og tilstanden bedres ikke over de næste uger. Louise må føde sin lille døde dreng i 17. graviditetsuge. Parret håndterer sorgen forskelligt - Philip vil gerne se vennerne, mens Louise ruller de sociale gardiner ned og ønsker at fastholde fællessorgen. En samtale med svigermor og en veninde, der ligesom Louise har mistet et ufødt barn og er blevet usynlig mor, åbner små sprækker i sorgen.

Sprogligt velformuleret bog om sorgens ensomhed og de mindre "pæne" følelser, der følger med, fx jalousi over for mødre med levende børn. Beretningen om den problematiske graviditet fylder meget, også i antal sider og ord. Nogle i lignende situation vil kunne læse bogen som et spejl for egne oplevelser og følelser, mens andre vil savne mere konkrete råd, ud over forfatterens opfordringer til at søge ligesindede, læse beretninger som denne og acceptere sine reaktioner som normale.

Sorg, mit barnI kan jo altid få en ny er også en personlig beretning, men indeholder desuden interviews med fagpersoner. Det samme gør I kan jo altid få en nySorg, mit barn er også en personlig beretning, men indeholder desuden interviews med fagpersoner. Det samme gør .

Læs hele vurderingen