En bog om en alternativ behandlingsmetode til afhjælpning af en række problemer hos børn. Især henvendt til forældre, der er åbne over for andre behandlingsmuligheder end dem, der tilbydes i det etablerede system.
Bogen handler om Dawson-metoden, også kaldet vibrationel kinesiologi, der kombinerer ny og gammel viden, er baseret på viden om kroppens elektriske systemer, og som uden brug af medicin prøver at styrke kroppens selvhelbredende evner. Ophavsmanden til metoden, australieren Cameron Dawson, præsenteres kort. Derefter gennemgås grundlaget for Dawson-programmet formuleret i 32 forskrifter, men selve behandlingen beskrives ikke i detaljer. Hovedparten af bogen består af 10 cases om 10 børn med særlige problemer, især af adfærdsmæssig art, der har fået det bedre med Dawson-metoden. Bogen afsluttes med ordforklaringer.
Bettina Eriksens For fuld DAMP - mod nye løsninger, 2010 beskriver ligeledes Dawson-metoden belyst ved cases.
En bog om Dawson-metoden, en alternativ behandlingsform rettet mod børn med forskellige problemer, belyst ved en række succeshistorier. Kan give nyt håb til forældre, der ikke har fundet den rette hjælp til deres "problembørn" i det etablerede system.