Bøger / faglitteratur

Mit eget hjem : en guide til dig der skal flytte hjemmefra


Beskrivelse


Tips, råd og vejledning til når man skal flytte hjemmefra, særligt henvendt til unge og unge voksne med Asperger syndrom eller højtfungerende autisme.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 23. jan. 2012

af

af

Elisabeth Bennetsen

d. 23. jan. 2012

Et hæfte beregnet primært for unge voksne med autisme, som skal flytte i egen bolig for første gang. Hæftet er beskedent at se på, det ligner faktisk mest en projektopgave med en bleg forside med lille foto og annoncer.

Forfatteren er norsk, cand.pæd.spec. og arbejder til daglig med målgruppen og har samlet rigtig mange praktiske råd, som kan hjælpe den unge autist til en fornuftig hverdag i egen bolig. Hæftet gennemgår mange forskellige ting lige fra valg af bolig, klipning af tånegle, skift af sengetøj og styring af økonomi og mad. Alt er grundigt og snusfornuftigt beskrevet uden at være på læselet niveau, men meget som en mor eller far kunne finde på at formulere det. Bogen får på den måde karakter af en slags checkliste, som jeg også forestiller mig en pædagog kunne have glæde af at snakke ud fra ved besøg i den unges hjem. Bogen er ret tekstrig, trykt med en stor sats og kedeligt illustreret med små fotos og vignetter, som er strøet tilfældigt ud over siderne, hvor der lige var plads.

Vi har flere udmærkede fagbøger til almindelige unge, som skal stå på egne ben. Den store flyttehjemmefra bog af Jan Wejp-Olsen fra 10/28 og Når du flytter hjemmefra af Inge Norus 08/45 fx men ingen andre bøger er skrevet for netop denne specielle målgruppe.

Jeg skal ikke afvise, at normale unge kunne bruge disse råd, men bogens beskedne udseende vil ikke sælge den godt på bibliotekerne. Derimod tror jeg den vil fungere rigtigt godt som en håndbog hos netop en ung autist mv.