Hvor langt kan man gå i kunstens navn? Er kunsten mere vigtig end livet selv? Det er tematikken i norske Lars Saabye Christensens (f. 1953) nye roman. Den feterede kunstmaler Peter Wihl nærmer sig de 50 og er måske lidt for nedadgående. En jubilæumsudstilling nærmer sig, Peter har intet malet og bliver presset af galleriet. Han får nogle anfald, hvor han forbigående mister synet, og nærmere undersøgelser viser, at total blindhed er umiddelbart forestående. Peter er gift med en scenograf, der p.t. sætter Ibsens Vildanden op og sammen har de en 6-årig datter, som Peter svigter fatalt. Da så en djævelsk frister viser sig, indgår Peter en pagt med ham og rejser til Estland. Vel hjemme igen er hans syn atter perfekt, men hvilken pris har han egentlig betalt? Modellen er velskrevet, men kuldslået og grum. Symbolikken er tydelig med Ibsen i kulisserne og med referencer til Døden i Venedig og Faust. Peter Wihl er selvoptaget og desperat, og det er ikke en hovedperson, man fatter sympati for. Efterhånden som handlingen skrider frem, kommer man nærmest til at afsky ham, men man læser alligevel fascineret videre for at se, om han får som fortjent. Modellen er en god bog, der gør indtryk på sin læser, men den er ikke så umiddelbart lettilgængelig som den formidable Halvbroderen (2002), og der vil næppe være tilsvarende stor og vedvarende efterspørgsel.