Mølleparken er en beboelsesejendom med ni lejligheder i forskellige størrelser. Den ligger i Rosby, som kan være Roskilde eller en anden stor provinsby på Sjælland. I ejendommen bor mange forskellige mennesker, danske og udlændinge, børn, unge og gamle, arbejdende og arbejdsløse, enlige og store familier. Vi hører om de enkelte personer, deres familieforhold, arbejdsforhold og deres forhold til de andre i opgangen, og i nogle af tilfældene hører vi om, hvordan de kontakter hinanden: Den ensomme unge kvinde bliver kæreste med en flygtning fra Irak, familien, hvor begge arbejder, får hjælp fra den tyrkiske kvinde til pasning af deres syge barn, og hos nogle af beboerne er de vrede på de fremmede. Det er et bind i forlagets serie af letlæsningsbøger, der henvender sig til tosprogede, først og fremmest unge voksne og voksne. De små historier giver et godt billede af dagliglivet hos almindelige mennesker i Danmark, og sproget er så enkelt, at selv dårligt læsende kan være med. Anvendelse først og fremmest til tosprogede, men ordblinde voksne kan også få glæde af bogen.