Tilbage i begyndelsen af 2012 slog sangerinden Freja Kirk igennem på den danske musikscene, da hun nåede de afsluttende runder i TV 2's store talentshow 'Voice - Danmarks største stemme'. Semifinalen blev endestationen, men den nationale eksponering prime time sikrede den 26-årige Nørrebro-pige en pladekontrakt, og nu ligger debuten her. "Monophobia" refererer til angsten for at være alene og kredser om et parforhold, det synes umuligt at bryde ud af, men som omvendt aldrig kan blive forløst. Lyrisk er det dermed en melankolsk intimsfære vi befinder os i, men musikalsk har albummet en mere poppet og soul-orienteret lydside med fyldige beats og catchy omkvæd. En strålende, moden debut.