Musik / folk

Aventine


Anmeldelser (6)


Gaffa [online]

d. 30. sep. 2013

af

af

Pelle Sonne Lohmann

d. 30. sep. 2013

"Aventine cementerer snildt Obels status som en klaverballade-mager af rang, og det er kun glimrende med tilføjelser til visionen".


Lydtapet

d. 30. sep. 2013

af

af

Peter Krogh

d. 30. sep. 2013

"Det er pænt, poleret og vanvittig godt produceret - men netop det gør, at jeg mister mennesket og personen bag tonerne. Jeg kunne ønske mig, at Agnes Obel turde springe ud på dybere farvand når en dag opfølgeren til Aventine skal fødes - en skævhed hist og her samt en mindre perfekt overflade ville give grobund for at skabe et mesterværk? Håndværket, kompositionerne og melodramaet er der, det overraskende element og den ukendte node mangler endnu...".


Jyllands-posten

d. 27. sep. 2013

af

af

Anders Houmøller Thomsen

d. 27. sep. 2013

"Ordene bør være et fremtidigt indsatsområde for den 32-årige stilsikre komponist, som heller ikke helt kan forhindre, at monotoniens æter siver ind i skæringer som "Run Cried The Crawling" og "Fivefold". Her er udtrykket så ensomt underspillet og sammenbidt registrerende, at Agnes Obel kan minde om en passiv voyeur, der trænger til at komme ud af busken. Men mystikken, den hviskende nerve og de raffinerede arrangementer burde forlænge Obels uhørte succes med mere skøn stilleleg for masserne".


Politiken

d. 28. sep. 2013

af

af

Kim Skotte

d. 28. sep. 2013

"Musikere som Mika Posen og Gillian Fleetwood har fået markante roller, men Agnes Obel har sekund for sekund total kontrol over et album, hun til overflod også har produceret og mixet. Måske skulle hun næste gang vove pelsen og lukke en producer ind i sit kunstneriske jomfrubur? Vist er 'Aventine' en modning og raffinering af udtrykket fra 'Philharmonics', men albummet er også mere lukket om sin egen skønhedsåbenbaring".


Berlingske tidende

d. 27. sep. 2013

af

af

Jeppe Krogsgaard Christensen

d. 27. sep. 2013

"Mest af alt lyder »Aventine« nu som sin forgænger, og det kan man så vælge at rynke på næsen af. Men når man som Agnes Obel har fundet sit eget udtryk; en egen poesi midt i den formelle strenghed, er der vel ingen grund til at forcere noget. Og de nye kompositioner sætter sig sikkert, dybt".


Information

d. 28. sep. 2013

af

af

Ralf Christensen

d. 28. sep. 2013

"Hun går elegant på tværs af tider og genrer for at skabe sin egen kammerpop, men det sker fra en lejlighed i 2013 (nærmere bestemt i Kreuzberg, Berlin). Og det er det interessante ved Obel, at hun sliber sine egne følerfigurer så præcist som muligt af grene fra musikkens stamtræer, som de står og strækker sig opad her og nu. Figurer, som hun hele tiden søger at gøre mere og mere stramt snedkererede".