Fransksproget, canadisk drama der tager fat på store emner som døden, sorg, omsorg og ansvar for andre. Fortælletempoet er roligt og det er en film, der langsomt kryber under huden på seeren. Filmen fortjener at blive set af alle der holder af dramaer, der sætter spor og tanker i gang, men det vil givet kræve lidt aktiv formidling.
I et klasselokale hænger læreren sig. Selvmordet efterlader skolen, forældrene og særligt børnene i chok. Efter at have læst om dødsfaldet, dukker Bachir Lazhar op på skolen. Han har undervist i 19 år på en skole i Algeriet, men har nu permanent ophold i Canada. Siger han. Han ansættes som vikar, men hurtigt står det klart, at der er store kulturelle forskelle mellem Algeriet og Canada. Lazhars undervisningsmetoder og -niveau kritiseres, men langsomt formår han med sin elskværdige høflighed og charme, at åbne op for børnenes sorg og skyldfølelser. Men Lazhar har ikke fortalt sandheden. Han har aldrig undervist, hans familie er blevet myrdet i Algeriet og hans ansøgning om opholdstilladelse er ikke afgjort.
Døde poeters klub og Goodbye Mr. Chips handler også om tætte elev-lærer-forhold, men er væsentligt mere sentimentale i deres udtryk. I Monsieur Lazhar bliver følelserne ikke udpenslede og konklusioner overlades til seeren.
Velspillet drama om alvorlige emner som døden, sorg, omsorg og ansvar for andre, der med sin rolige fortælleform, kryber under huden og bliver siddende i tankerne et godt stykke tid, efter filmen er slut.