Monsterjægerne

Monsterjægerne - man kan næsten høre det alene på titlen - er en børnefilm i skalaens absolut lette ende. Filmen forsøger at appellere til de halvstore rødder og også gerne deres forældre for at få dem i biografen og få en lille halvanden times tid slået ihjel uden forsøg på dialog med fornuft og følelse. Det er et glat underholdningsprodukt, men selv et sådan burde kunne udvise mere vilje, håndelag og fortællelyst.

12-årige Oliver er et følsomt gemyt, der slet ikke tør stille op, når bøllen Philip har dømt mobning. Det irriterer lillebror Lasse, der derved bliver indirekte årsag til, at et skyggemonster slippes løs. Drengenes farfar har nemlig været monsterjæger, og da skyggemonstre ikke kan slås ihjel, har han gemt uhyret nedfrosset i en køleboks i kælderrummet. Skyggemonstret formerer sig ved kys og gør folk splitterravende skøre. Og Olivers og Lasses far og mor er de første ofte!.

Instruktøren Martin Schmidt blev filmkendt i Danmark for de meget billigt producerede, men slagkraftige ungdomsgysere Sidste time, 1995 og Mørkeleg, 1996. Han har også instrueret børnefilmen Guldhornene, 2007, der driver gæk med den nordiske mytologi. Og med Monsterjægerne, 2009 er han igen i lav børnehøjde med et værk, som frit bygger på bøger af Jacob Weinreich, og som låner idé fra den amerikanske kultfilm Ghostbusters, 1984.

Filmen forsøger at indlemme populære ingredienser og glansnumre til en født publikumsucces og billetbasker. Men det er desværre ingen god film.

Læs hele vurderingen