"Corgans verden brænder stadig på bombastisk, poppet og farverigt græskar-udspil ... Der trækkes i højere grad på det univers, Corgan dyrkede i Zwan end på 90'ernes grungede prog-rock (Adore undtaget), og albummet føles som et naturligt skridt videre fra Oceania ... Albummet er en kende overproduceret og ikke helt så helstøbt som sin fortræffelige forgænger, men der nu stadig tale om et absolut solidt og opløftende udspil, der viser, hvor habil en popsmed den gode Corgan har i sig".