Emilie har ligesom bogens hovedperson, Lea, halvsidig lammelse og vil med bogen gerne vise, at man som handicappet kan have et godt liv alligevel. For de 10-12-årige.
Bogen er skrevet af 14-årige Emilie, der har cerebral parese (halvsidig lammelse). I bogen fortæller hun historien om fiktive Lea, der har samme handicap. Vi hører om, hvordan det er at vokse op med et handicap, som gør, at man er anderledes, hvordan man kan tackle mobning og det at være ked af, at man er handicappet, og om hvordan andre kan hjælpe. I den korte tekst følger vi Lea fra de mindre klasser i skolen og frem til puberteten.
Bogens tekst er godt skrevet. Den er kort og refererende, og der er ingen dramatisk handling eller samtaler mellem personerne. Bogen er illustreret med farvelagte stregtegninger. De er tegnet i en barnlig stil og fylder alle høje-siderne, mens teksten står på venstre-siderne. Det får bogen til at ligne en billedbog, og det samme gør bogens størrelse. Det betyder, at mange af de 10-12-årige, som bogen er beregnet til, ikke finder på at tage bogen af sig selv.
For samme alder findes kun bogen Dig og din hjerne om dette emne. Det er et temahæfte om hjernen, muskelbevægelser og lammelser og er udgivet af Spastikerforeningen.