Sjov oplæsningsbog for de ca. 5-9-årige. Søren får de vildeste godnathistorier, for hver aften fortæller hans mor om dengang, hun var opdagelsesrejsende. Og i hvert kapitel får vi så en løgnehistorie om guldgravere, indianere, sørøvere og kannibaler. Vi kommer også ud i rummet og til jordens indre. Det er ikke uden grund, at Jules Verne nævnes et sted i bogen. Man mærker at Stefan Frello er vant til at tage ud og fortælle historier og eventyr, for sproget ligger godt i munden og historierne er fine at læse højt. Hver aften plager Søren om en historie. Moren fortæller løs, og når det bliver for usandsynligt, eller det ikke helt hænger sammen, kommer Søren med en kommentar eller et spørgsmål, og så kører det igen. Enkelt og muntert, og efter de 14 kapitler er man næsten selv udlært og kan brygge videre på nogle usandsynlige historier om, hvad man selv har oplevet som ung - i Mongoliet og andre steder. Illustrationerne giver bogen et ekstra løft. En sjov helsides s/h tegning til hvert kapitel af Jon Ranheimsæter, og en rigtigt god forside, gør det til en indbydende bog. Frello debuterede som børnebogsforfatter med sine gode, nye eventyr i Rimtursen og andre eventyr (02/03), og bogen her er hans fjerde.