Her introduceres en ny serie for nørder. De skal være den slags, som vil fascineres af den blanding af nyttig og unyttig viden, der her er placeret i et skønsomt udvalg af morsomme instruktioner, historier, små tegneserier og opgaver af forskellig sværhedsgrad. Teksten, som kan læses med udbytte fra ca. 12 år, er ind imellem anstrengt morsom, og støttes udmærket med mange små illustrationer. I Morderisk matematik får man noget at vide om elementær talforståelse, om lommeregneres mangler, om tid og ure, vinkler, symmetri, taltricks og så lidt om de græske matematikere som Thales, Pythagoras, Zenos og Arkimedes. Der er mange opgaver, en del ganske finurlige, og alle steder er svaret inden for rækkevidde, hvis evner eller tålmodighed ikke slår til. De Katastrofale kræfter bruger temmelig barske metoder til at vise teorierne i praksis, eksempelvis tortur og hængning, ligesom lærere bestemt ikke hører til forfatterens yndlinge. Bogen tager udgangspunkt i Newton og hans opdagelser omkring tyngdekraften. Der er noget om hastighed, tryk, friktion og hvordan man påviser tilstedeværelsen i dagligdagen. Der er lidt om maskiner og ind imellem omtales de betydeligste videnskabsmænd på feltet. Også her er mange ganske sjove opgaver. Bøgernes oplysninger er korrekte, men måske alligevel ikke helt lette at få fat på, da de ofte forsvinder lidt i alt det anstrengt morsomme. Målgruppen vil nok mest være inkarnerede gådeløsere.