Da Morti Vizki døde i en alder af 41 i efteråret 2004 blev han karakteriseret som en lysende komet, der alt for hurtigt brændte ud og nu på næsten mytologisk vis føjede sig ind i rækken af unge døde digtere i lige linje fra Morten Nielsen til Michael Strunge. I løbet af kun tyve år opbyggede MV et stort forfatterskab, som foruden lyrikken, senest den posthumt udgivne Almanak, også består af romaner, noveller og ikke mindst dramatik. Forlaget Bebop har ønsket at mindes forfatteren i form af denne lille bog, der helt uden ledsagende tekst består af en serie på tyve fotografier af MV, optaget af Lars Gundersen på samme dag, 24. september 1992. MV gjorde efter sigende et uudsletteligt indtryk på de mennesker han kom i berøring med, og i disse portrætters dobbelthed af sensualisme og noget drømmende sårbart, forstår man godt hvorfor. Den lille grafisk udsøgte bog, med omslag af Per Kirkeby, bygger videre på myten om MV, men som det ordmenneske han trods alt først og fremmest var har vi stadigvæk den litterære monografi til gode der sætter værk og liv ind i en mere omfattende sammenhæng.