Film / fiktion til børn / science fiction

Mr. Nobody


Beskrivelse


Drengen Nemo vokser op i 1980'erne. Han stilles overfor en række svære valg. Skal han bo hos sin far eller sin mor. Hvilken kvinde skal han dele sit liv med. Alle de mulige udfald gennemleves og fortælles af Nemo som 120-årig i 2094 i en science fiction verden, hvor menneskene er blevet udødelige.

Anmeldelser (5)


Bibliotekernes vurdering

d. 5. aug. 2011

af

af

Charlotte Cathrine Pedersen

d. 5. aug. 2011

Mr. Nobody er for dem, der holder af et surrealistisk drama. Kan eventuelt bruges i gymnasieundervisningen til illustration af begreberne eksistentialisme og surrealisme. Formidles sammen med surrealistiske og filosofiske værker. Fra 13 år.

Fra starten af filmen følger vi drengen Nemo, der i 1980'ernes England skal vælge mellem at bo hos sin far og sin mor. I sin barndoms kvarter møder han tre piger Jean, Anna og Elise. Hvordan vil livet forme sig hvis han forelsker sig i én af dem? Hvordan vil hans barndom se ud, hvis han bliver hos faderen, eller flytter med moderen. Man får tilbageblik på alle fem versioner fra Nemos synspunkt i år 2094, hvor han i en alder af 120 ser tilbage på de liv, han måske har levet. Udover evnen til at blive meget gammel, er Nemo født med en synsk evne, der sætter ham i stand til at forudse, hvad der sker om lidt. Som olding i 2094 ender Nemo i et samfund, hvor menneskerne ikke længere er dødelige. I den verden stemmer man "live on tv" om Nemo skal dø naturligt, eller overdrages evigt liv, i form af en hormon-gris, der skal bæres rundt på.

I den filmiske fortælleform er Mr. Nobody, der er instrueret af Jaco Van Dormael, beslægtet med Inception, hvor alt også kan drømmes, vendes på hovedet og leves anderledes. Dormael har i sine tidligere film også haft fokus på identitets-forbytninger. Andre beslægtede surrealister er Stanley Kubrick og Buñuel.

En unik fortælling, et smukt filmisk værk, der kræver tålmodighed af tilskueren.


Berlingske tidende

d. 24. dec. 2010

af

af

Kristian Lindberg

d. 24. dec. 2010


Jyllands-posten

d. 24. dec. 2010

af

af

Nanna Frank Rasmussen

d. 24. dec. 2010


Weekendavisen

d. 31. dec. 2010

af

af

Bo Green Jensen

d. 31. dec. 2010