Nintendo DS. Mumi og den store høstfest er et velfungerende adventurespil krydret med minispil for de yngste spillere. Spillet er på dansk og er bedst egnet for børn fra omkring 4-5 år og op til omkring de 10-11 år. PEGI 3.
Sommeren er forbi og alle indbyggerne i Mumidalen gør sig klar til den årlige høstfest. Men før festen kan gå i gang, er der en masse ting, der skal ordnes og dalens indbyggere, som alle er kendt fra Tove Janssons bøger, skal have en hjælpende hånd af spilleren. Ved hjælp af et oversigtskort kan man bevæge sig rundt i Mumidalen - man kan bl.a. besøge festpladsen, troldmandens telt eller kigge forbi Snorken. Hvert sted byder på små opgaver og minispil, som man skal vinde for at gøre klar til festen. Minispillene er fint varieret og alle meget pædagogisk præsenteret, så selv de yngste spilleren kan være med. Der er dog ikke ret mange af dem og lidt ældre spillere vil gennemføre spillet hurtigt. Grafikken er farverig og en tro gengivelse af den visuelle stil i bøger og tegneserier om Mumitroldene.
Mumi og den store høstfest ligner til forveksling Mumi og de mystiske skrig - dog er handlingen denne gang mere munter og ikke så "uhyggelig". Men grundkonceptet med at rejse rundt i Mumidalen og spille minispil er næsten det samme.
Spillet er et enkelt, men veldesignet og let tilgængeligt børnespil, der baserer sig solidt i et, for børnene, velkendt og elsket univers. Spillet byder på en række minispil, der vil underholde og udfordre de mindste spillere, mens de ældste spillere i målgruppen med sikkerhed hurtigt vil kunne gennemføre spillet.