Bøger / faglitteratur til børn

Mysteriet om helhesten og andre dødsvarsler


Beskrivelse


Om varsler om død i forbindelse med kirkelammet, gravsoen, helhesten og natravnen. Sidst i bogen et afsnit: "Jamen, passer det?".

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. jan. 1999

af

af

Else Kristensen (skole)

d. 4. jan. 1999

Trods store og ofte ufattelige tekniske og teknologiske opfindelser og opdagelser i disse år vil der fortsat være mystiske ting i denne verden, mennesker ikke kan ræsonnere sig frem til at give en fornuftig forklaring på. Mysterier, der fascinerer og fremkalder gys og måske angst. Snart 40 titler er det blevet til i Gyldendals serie: Mysteriet om. I denne bog handler det om dødsvarsler: helhesten, gravsoen, kirkelammet og natravnen. Til hvert emne er der historier fra gamle dage med uhyggelige og uforklarlige hændelser, der forudsagde menneskers død. Sidst i bogen er der et kapitel, der hedder "Jamen passer det?" Her går forfatteren ind og forklarer, at der altid har været mennesker, som har troet på sådanne historier, og at det er disse mennesker, som har fortalt dem videre. Ligeledes fortæller han om, hvordan "troen" på disse sære skabninger er opstået. Man kunne fx forestille sig, at gravsoen var en gris, der var sluppet væk fra indhegningen, havde forvildet sig ind på kirkegården om natten, og der rodet i jorden, som grise nu har for skik. Afsnittene er korte, og teksten sat med store typer. Få, men velvalgte sort/hvide illustrationer. Der er stikordsregister og litteraturhenvisning. Bogen kan læses fra 4. klasse, men også ældre elever kan få en god første indføring i emnet gennem den.


Bibliotekernes vurdering

d. 4. jan. 1999

af

af

Walther Knudsen

d. 4. jan. 1999

Serien Mysteriet om har efterhånden udviklet sig til en serie om emner inden for den traditionelle overtro og dette bind fortsætter tendensen. Helhesten, gravsoen og kirkelammet er figurer fra de gamle almuetraditioner. Fremkomsten af traktoren og svinefarmen har tydeligvis uskadeliggjort helhesten og gravsoen. Stoffet formidles som små novelleagtige afsnit fulgt af fakta- og kommentarafsnit, der forsøger at give rationelle forklaringer på de overnaturlige hændelser. De sort-hvide illustrationer er en blanding af gammelt og nyt. Tilrettelæggelse som seriens øvrige bind, man bemærker især den den store, læsevenlige skrift. Afsluttende er der litteratur- og adresseliste samt stikordsregister. Fra 9 år.