Forestillingen om, at forældrenes påvirkning skulle være af altafgørende betydning for barnets udvikling og personlighed, bliver grundigt gjort til skamme i denne velskrevne og fascinerende bog om børns socialisering. Med talrige velvalgte eksempler fra psykologi, antropologi, kulturhistorie, adfærdsgenetik og primatologi leverer forfatteren dokumentation for sin påstand om, at det er børn, som socialiserer børn ikke forældrene. De erfaringer, som børn gør uden for hjemmet og uden forældrene, betyder mest, og børnenes vigtigste referenceramme bliver således ubetinget kammeratgruppen fra børnehaven, skolen, nabolaget mv. Forældrene spiller en rolle i forhold til arv (gener), men i forhold til miljø er de mere eller mindre udspillet. Harris siger mange gældende psykologiske antagelser midt imod, og hun gør op med opdragelsesmetoder, som alligevel ikke kan bruges til at forudsige hvilken type mennesker, børnene bliver, når de vokser op Harris virker overbevisende i sin argumentation, men selv efter endt læsning er det nok de færreste forældre, som alligevel vil fraskrive sig betydningen af deres til tider møjsommelige opdragelse af deres børn!.