Teosofiens verdensbillede er der efterhånden mange åndsforskere, der har gjort rede for. Ud over at formidle egen kanaliseret viden står bogens forfattere da også på skuldrene af teosofiske forkyndere som Bailey, Steiner, Martinus m.fl., når de genfortæller den teosofiske skabelsesberetning, menneskets udviklingsforløb, den åndelige verdens hierarki og andre universelle lovmæssigheder. Bogens tale er sober, kortfattet og noget indforstået, men det, der adskiller den fra den øvrige litteratur på området, er en række meget smukke og illustrative farveplancher. Ikke alene supplerer og anskueliggør de teksten, men alene ved at betragte dem og eventuelt meditere over dem, kan de give en udvidet forståelse af bogens komplekse budskab. Teosofisk billedbibel for alle, der allerede har det ene ben i Den Ny Tidsalder.