Trods titelligheden med et kendt Ibsen-drama er det George Romeros zombie-film, der har givet inspiration til handlingen i Dylan Dog-bog nr. 2, og albummets primære publikum er da også de samme unge og voksne, som nyder at se splatter- og gyserfilm.
Mens den første Dylan Dog-fortælling ikke rummede overnaturlige elementer, er der rigeligt med zombier og andre okkulte indslag i Når de døde vågner. Mareridtsdetektiven Dylan Dog opsøges af en kvinde, som er tiltalt for mord på sin mand; men efter kvindens eget udsagn var manden allerede død, da hun stak ham ned i nødværge! Efterforskningen leder Dylan Dog & Co. til den lille skotske by Undead, der lever fint op til sit navn.
Dylan Dog-serien tegnes af forskellige italienske serietegnere, som trods variationer i udtryksformen alle leverer en habil billedside. Således også Angelo Stano, som i det nye album formidler Sclavis intrige effektivt og effektfuldt.
Dylan Dog-historierne er hurtig og letfordøjet underholdning. Allerede her i bd. 2 bliver det skabelonagtige i intrigefremlæggelsen dog lidt for tydelig, bl.a. i forbindelse med udnyttelsen af bifiguren Groucho Marx som komisk modvægt til den makabre handling. Læserne skal ikke regne med mange overraskelser blandt de mange chokeffekter - men det er de nok heller ikke interesserede i.