Bogen kan læses og formidles til beslutningstagere, politikere og til dem, der følger med i udenrigspolitik og i debatten om Grønland og Nordpolen.
Danmark og Grønland arbejder målrettet på at få tilkendt rettighederne til dele af Det Arktiske Ocean. Kravene om det såkaldte kontinentalsokkelprojekt skal sendes til FN i 2014. Inden da skal man bevise at det grønlandske grundfjeld rækker langt ud i Polarhavet, således at havbunden reelt tilhører rigsfællesskabet (Danmark og Grønland). Det handler om olie men også om nye sejlruter, når isen forsvinder. Forfatteren, der er journalist og vært på DR2, har fulgt de mange tiltag, der omhandler interessekonflikterne og dilemmaerne i området, hvor bl.a. Per Stig Møller har været aktiv. Temaet belyses ud fra vigtige møder, interviews med forskere, miltæranalytikere og sejlads i de iskolde farvande. Gode noter og litteraturliste med links.
Grønlands historie, udforskning og politik er velbeskrevet. Bogens fokus på Danmark som medspiller i stormagtspolitik i nutidig kontekst er ikke tidligere beskrevet sammenhængende som her.
Det er lykkedes at skrive en spændende og perspektivrig bog om Danmarks engagement som stormagt i det arktiske område, hvor klimaændringerne betyder nye muligheder. Emnet med denne vinkel har været ret upåagtet i medierne. De militære, politiske og økonomiske dilemmaer belyses med gedigen baggrundsviden fra mange kilder.