At finde og fortælle sin personlige troshistorie er vigtigt blandt grupper af moderne kristne. Denne bog henvender sig til medlemmer af menigheder som Bethelkirken og Karlslunde Strandkirke.
Det er ikke alle, der mener, at deres tro er et privat anliggende. At udforske sit eget liv med afsæt i det troen har betydet, kan hjælpe nogen til at få et mere afklaret forhold til deres tro og det at berette deres troshistorie for andre, kan hjælpe dem i deres trosafklaring. Det at arbejde med troshistorie opfattes som en motiverende øvelse i flere af de moderne menigheder, der findes, også her i landet. Forfatteren, der er norsk præst, har arbejdet og undervist i troshistorie, og han beskriver emnet fra det overordnede "Hvad er troshistorie?" til det mere personlige, hvor enkelte personers troshistorier, og deres arbejde med dem fremlægges. Bogen, der er uden illustrationer, har en kort litteraturliste.
Jørgensen skriver godt og ligefremt, og selvom sprog og begrebsverden vil virke fjern for mange med en aktiv traditionel luthersk tilgang til troen, vil det falde i god jord hos målgruppen af bevidste, aktive, moderne kristne.
Tine Lindhardts Det tror vi på, hvor en række kendisser formidler deres "troshistorier" kommer lidt ind på det samme, men retter sig mod et bredere publikum.